Guds ord siger også noget om de verdslige myndigheder, og den danske folkekirke´s teologiske fader h
1 Martin Luther skrev om DEN VERDSLIGE ØVRIGHED OG LYDIGHEDENS GRÆNSE og overleverede det nytårsdag 1523 til den højbårne fyrste og herre, hr. Johann, hertug af Sachsen, landgreve i Thüringen og markgreve af Meissen.
Essensen er, at Gud indsætter øvrigheden, og at vi mennesker skal indordne os øvrigheden - men der findes en grænse.
- God Luther dag...
Se det her:
Martin Luther
Den verdslige øvrighed og lydighedens grænse
1523
1. De to riger
Jeg har tidligere skrevet en lille bog til den tyske adel og her angivet, hvad der var adelens kristne embede og opgave. Men hvordan de har rettet sig efter den, er åbenlyst for enhver. Derfor må jeg gribe til en anden fremgangsmåde og nu også skrive om det, de skal lade være med at gøre. Og jeg håber, at de vil rette sig efter det lige så meget som tidligere, så at de bare kan fortsætte som fyrster, der aldrig nogen sinde bliver kristne. For Gud den almægtige har gjort vore fyrster afsindige, så de blot tror, at de kan handle med befolkningen og befale over dem, som det passer dem. Befolkningen har også fået den fejlagtige opfattelse, at de har pligt til at adlyde i alt. Så vidt er det kommet, at fyrsterne nu er begyndt at beordre folk til at skaffe bøger af vejen og til at tro og gøre, hvad de befaler. Dermed drister de sig også til at sætte sig i Guds sted, være herre over samvittigheden og troen og belære Helligånden ud fra deres skøre påfund. Alligevel hævder de, at det må man ikke sige til dem, man skal fortsat kalde dem ”nådigherrer”.
De skriver og udsender forordninger om, at kejseren har påbudt det, og de ønsker at være kristne, lydige fyrster, fuldkommen som om det var deres alvor og man ikke bemærkede deres lumskhed. For i det øjeblik kejseren tog et slot eller en by fra dem eller overhovedet gav ordre til noget uretfærdigt, så skulle vi nok få at se, hvor behændigt de ville finde ud af, at de skulle gøre modstand mod kejseren og nægte ham lydighed. Men nu når det gælder om at klæde småfolk af til skindet og lade deres ondskab gå ud over Guds Ord, så hedder det sig, at det er lydighed mod det kejserlige bud. Sådan nogle mennesker kaldte man i gamle dage for slyngler, nu skal man kalde dem kristne, lydige fyrster. Men de vil ikke tillade nogen at fremkomme med en redegørelse eller et forsvar, hvor meget man end tilbyder det. Hvis kejseren eller en anden bar sig således ad over for dem, skulle de nok betragte det som en aldeles utålelig ting. Sådan er nu de fyrster, der styrer kejserdømmets tyske områder. Det er også derfor, det går så udmærket overalt, som vi jo ser.
Når da disse tåbers vildskab fører til udslettelse af den kristne tro, fornægtelse af Guds Ord og til bespottelse af Guds majestæt, så hverken vil eller kan jeg længere se roligt på, hvad mine unådige herrer og vrede junkere gør. I det mindste må jeg imødegå dem med ord. Når jeg ikke har været bange for deres afgud, paven, der truede med at fratage mig min sjæls salighed, må jeg også vise, at jeg ikke er bange for hans småskidt og vandbobler, der truer med at fratage mig livet her på jorden. Gud give, at de må vredes, til håret falder af, og hjælpe os til, at vi ikke dør af deres trusler. Amen.
Den verdslige øvrighed er Guds ordning
For det første må vi give en klar begrundelse for den verdslige lov og den verdslige magt, så ingen tvivler på, at de er udtryk for Guds vilje og ordning i verden. Skriftstederne, der begrunder dette, er følgende: Rom 13, 1-2: ”Alle skal underordne sig under de myndigheder, som står over dem, for der findes ingen myndighed, som ikke er fra Gud, og de, som findes, er forordnet af Gud. Den, som sætter sig op imod dem, der har en myndighed, står derfor Guds ordning imod, og de, der gør det, vil pådrage sig dom.” Desuden l Pet 2, 13-14: ”For Herrens skyld skal I underordne jer under enhver menneskelig ordning, hvad enten det er kongen som magthaver eller statholdere, som sendes af ham for at straffe forbrydere og rose dem, der gør det gode.”
Øvrighedens magt har eksisteret fra verdens skabelse. For da Kain havde slået sin broder Abel ihjel, var han så bange for, at man ville dræbe ham til gengæld, at Gud endog nedlagde et særligt forbud imod det og satte magten ud af kraft for hans skyld, så ingen måtte dræbe ham. Den frygt havde han ikke haft, hvis han ikke havde set og hørt af Adam, at man skulle straffe mordere. Endvidere har Gud efter Vandfloden udtrykkeligt forordnet det og stadfæstet det igen dér, hvor han siger i l Mos 9, 6: ”Den, der udgyder menneskets blod, skal få sit blod udgydt af mennesker.” Dette kan ikke forstås om Guds straf over mordere, for mange forbrydere forbliver i live ved bod og benådning og dør ikke ved sværdet. Men det er sagt om øvrighedens straf, at en morder er skyldig til døden, og at man med rette skal straffe ham. Selv om retshåndhævelsen nu hindres, eller domstolene skulle have forsømt deres opgave, så morderen dør en naturlig død, er det ikke af den grund forkert, når det står i Bibelen: ”Den, der udgyder menneskets blod, skal få sit blod udgydt af mennesker.” For det er menneskers skyld eller fortjeneste, at denne retfærdighed, der er befalet af Gud, ikke sker fyldest, på samme måde som også andre af Guds bud bliver overtrådt.
Derefter er det også blevet stadfæstet ved Moseloven: ”Hvis nogen begår overgreb mod en anden og snigmyrder ham, skal du tage ham væk fra mit alter, for at han kan lide døden.” (2 Mos 21, 14). Og endnu en gang samme sted: ”Øje for øje, tand for tand, hånd for hånd, fod for fod”, (v. 24). Yderligere stadfæstede Kristus det også, da han sagde til Peter i haven: ”Alle, der griber til sværd, skal falde for sværd”, (Matt 26, 52). Det skal forstås ganske ligesom l Mos 9: Hvis nogen udgyder menneskers blod. Kristus har uden tvivl hentydet til dette sted med sine ord og ønsker dermed at fremholde og stadfæste dette Skriftord. Sådan lærte også Johannes Døber. Da soldaterne spurgte ham, hvad de skulle gøre, sagde han: ”I skal ikke mishandle eller udplyndre nogen, men lade jer nøje med jeres løn”, (Luk 3, 14). Hvis militæret ikke var fra Gud, måtte han have befalet dem at udtræde af den, da han skulle gøre folket fuldkomment og undervise dem på en ret kristen måde. Det er således tilstrækkelig sikkert og klart, at det er Guds vilje at håndhæve det verdslige sværd og de verdslige love til straf for de onde og til værn for de gode.
Lovbud eller evangeliske råd
For det andet: Dette synes nu kraftigt at blive modsagt af det, som Kristus siger i Matt. 5, 38: ”I har hørt, at der er sagt: Øje for øje og tand for tand. Men jeg siger jer, at I ikke må sætte jer til modværge mod den, der vil jer noget ondt. Men slår nogen dig på din højre kind, så vend også den anden til. Og vil nogen ved rettens hjælp tage din kjortel, så lad ham også få kappen. Og vil nogen tvinge dig til at følge ham én mil, så gå to mil med ham.” Og Paulus siger på samme måde i Rom 12, 19: ”Tag ikke retten i egen hånd, mine kære, men giv plads for Guds vrede, for som der står skrevet: Hævnen tilhører mig, jeg vil gengælde, siger Herren.” Og Matt 5, 44: ”Elsk jeres fjender og bed for dem, der forfølger jer.” Og l Pet 3, 9: ”Gengæld ikke ondt med ondt eller skældsord med skældsord, men tværtimod med velsignelse.” Ud fra disse og lignende Skriftsteder ser det jo stærkt ud til, at kristne i den nye pagt ikke bør bruge nogen verdslig straf.
Derfor siger de romerske filosof-teologer også, at Kristus dermed har ophævet Moseloven. I stedet laver de disse bud om til ”råd” for de fuldkomne. De deler den kristne lære og kristenheden op i to dele. Den ene kalder de den fuldkomne. Den tildeler de rådene. Den anden kalder de den ufuldkomne. Den tildeler de budene. Det gør de af aldeles på egen hånd, uden nogen som helst hjemmel i Bibelen. De har ikke lagt mærke til, at Kristus sammesteds kræver sine ord overholdt så strengt, at han ikke vil tillade selv den mindste lempelse. Og han fordømmer dem til Helvede, der ikke elsker deres fjender. Derfor må vi komme frem til en anden forståelse, så Kristi ord kan blive ved med at gælde for alle, fuldkomne eller ufuldkomne. For fuldkommenhed og ufuldkommenhed beror ikke på ydre gerninger og skaber heller ikke nogen særlig synlig stand blandt de kristne, men viser sig i hjertet, i tro og kærlighed. Den, der tværtimod tror og elsker, er fuldkommen, hvad enten han så i det ydre er mand eller kvinde, fyrste eller bonde, munk eller lægmand. For kærlighed og tro skaber ikke retninger eller skillelinier i det ydre.
Loven er nødvendig på grund af synden
For det tredje: vi må opdele Adams børn og alle mennesker i to grupper: Dem, der hører til Guds rige, og dem, der hører til verdens rige. De første er alle dem, der med en ægte tro er i Kristus og under Kristus. For Kristus er konge og herre i Guds rige, som Salme 2 og hele Bibelen siger. Og han er også kommet for at begynde Guds rige og oprette det i verden. Da han står foran Pilatus, siger han da også: ”Mit rige er ikke af denne verden. Enhver, som er af sandheden, hører min røst.” (Joh 18, 36-37). I evangeliet kundgør han altid Guds rige og siger: ”Omvend jer, Guds rige er kommet nær” (Matt 3, 2). Eller: ”Søg først Guds rige og hans retfærdighed” (Matt 6, 33). Han kalder også evangeliet et evangelium om Guds rige, fordi det oplyser om Guds rige, styrer og opholder det.
Se nu, disse mennesker behøver ikke det verdslige sværd eller de verdslige love. Og hvis hele verden bestod af ægte kristne, dvs. ægte troende, så ville det ikke være nødvendigt med fyrster, konger, straf eller love. For hvad skulle de med det? De har jo Helligånden i hjertet, som oplyser dem og gør, at de ikke øver uret over for noget menneske. De elsker alle, finder sig gerne og glad i uret, ja, endog døden, fra enhver hånd. Hvor man blot er villig til at tåle uret og gøre det rette, er der ingen strid, splid, domstol, dommer, straf, lov eller sværd. Derfor er det utænkeligt, at den verdslige magt og den verdslige lov kan få noget at bestille hos de kristne. De gør jo meget mere af sig selv, end nogen lov eller forskrift kan kræve af dem, som Paulus siger i l Tim l, 9: ”En lov ikke er bestemt for retskafne, men for lovbrydere.
- Tilbage til forsiden - link: 
TEOLOGEN.DK
