TEOLOGEN.DK

- HVAD SIGER NYE BISKOPPER OG MODERNE PRÆSTER OM FOLKEKIRKENS BEKENDELSESSKRIFTER ARTIKEL 1 OM ISLAM?

TEOLOGEN.DK stillede i sidste valgrunde følgende spørgsmål til 6 bispekandidater i slutrunderne til Roskilde Stift 2008, Københavns Stift 2009 og Aalborg Stift 2010:

"Hvad er din mening til evt. at ændre formuleringen "...fordømmer alle kætterier..." fra FOLKEKIRKENS BEKENDELSESSKRIFTER ARTIKEL 1 OM GUD - se link: http://www.teologen.dk/?-_FOLKEKIRKENS_BEKENDELSESSKRIFTER

SKAL KRISTENHEDEN STADIG FORDØMME DEN MUHAMMEDANSKE KÆTTERI? ELLER ER DEN MUSLIMSKE TRUSSEL IMOD DEN KRISTNE FRIHED BLEVET MINDRE SIDEN DEN AUGSBURGSKE BEKENDELSE BLEV TIL FOR NÆSTEN 500 ÅR SIDEN (FREDEN I AUGSBURG 1530)?

- AALBORG STIFT 2010:

Henning Bro Toft, nyvalgt biskop til Aalborg Stift svarede den 25. februar 2010:

Spørgsmålet om Confessio Augustana har to halvdele: dels det historiske perspektiv og dels det principielle.

Det historiske er at bekendelsen primært er en politisk bekendelse frem lagt af de evangeliske på rigsdagen i Augsburg 1530. Denne bekendelses afgørende opgave var at fastslå at de evangeliske var på den samme kristne kirkes grund, og derfor ikke var at regne som kættere udenfor kirken. Derfor også de til tider knappe formuleringer (ex. Art.10 om nadveren, som kun slår Kristi virkelige tilstedeværelse i brød og vin fast, men ikke hvorledes dette sker). Kætteriet som de evangeliske skulle udsondre sig fra var blandt andet islam, som allerede bliver nævnt i fortalen til bekendelsen (islamiske hære står på daværende foran Europas porte og krævede politisk enighed – også på tværs af konfessionelle skel).

Derfor nævnes islam (som mahometistas) i bekendelsen (i art. 1) af historiske grunde. Det interessante i art. 1 er faktisk dens begyndelse, som også sætter bispeembede på sin rette plads. Der står: ”Ecclesiae … docent”- ”Menighederne lærer”, hvilket betyder at det kirkelige læreembede er fuldt og helt hos menighederne og egentlig ville alene disse ord være nok til et brud væk fra romerkirken, hvis de var blevet forstået, som de evangeliske gjorde det.

Det principielle spørgsmål er hvorvidt denne udtalelses bør bevares. Først må det siges, at man naturligvis ikke retter i en historisk tekst. Ordene står der og bliver ved med at stå der.

Noget andet er spørgsmålet om hvorvidt vi er bundet af sådanne udtalelser den dag i dag. Den latinske tekst siger: Damant …Mahometistas” – ”fordømmer … muhamedanerne”, og ved at benytte ordet ”damant” griber de evangeliske tilbage til en oldkirkelig tradition med rod hos Paulus, der benytter samme ord til galaterne (Gal. 1,9). På den måde kan man sige at ordet trækker på tunge kirkelige traditioner. Ordet ”fordømme” er et voldsomt ord, som bør undgås i en debat. Men dernæst bør iagttages, at den tyske tekst, som er den oprindelige, der blev læst for kejseren 25.juli 1530 af Bayer bruger ordet ”verworfen”, hvilket betyder ”forkaster”, og det må være klart at en bekendelse til Kristus som herre og frelser også indeholder en forkastelse, der siger det modsatte.

Og islam siger modsat som Kristus. Således kan Koranen ikke kalde Kristus herre og frelser, hvis koranen skal give mening, og alle steder, hvor Jesus nævnes i Koranen, kaldes han konsekvent med tilnavnet Marias søn (således f.eks. sura 2,87, 4,157 o. a). Det kristne udsagn om Jesus som Guds søn kan naturligvis ikke bevares i den kontekst, da det implicerer Jesus som frelser. Kort sagt: en bekendelse til Jesus som Guds søn medfører, som den tyske udgave også siger, en forkastelse af den islamiske bekendelse. Dette er reelt og også reelt overfor islam i dens egen selvforståelse.

Det skal også bemærkes, at CA 1 er en bekendelse, der fastholder Gud som treenig Gud. Derfor afvisningen tilslut i artiklen af de trinitariske kætterier, hvor altså islam falder ind under (således også i islams egen selvforståelse se sura 112, som er en afvisning af triniteten). Triniteten er i den kristne kontekst nødvendig for at fastholde Jesus som på engang søn af Maria og søn af Gud. En afvisning af triniteten er en afvisning af hele den kristne frelsesforståelse: for at Jesus kan frelse må han være Guds søn, og hvis han er Guds søn, så må Gud være treenig for ikke at falde fra hinanden i en polyteisme, der ikke kan rummes inden for den kristne bekendelse af en Gud. Således forstået er treenigheden ikke en abstrakt tænkning, men er en nødvendig forudsætning for at bekende Jesus som frelser

Konklusion: CA er skrevet i en historisk kontekst, der skal fastholdes. Også at CA trækker på historiske begreber, som for et moderne øre synes anderledes (ex. ordet fordømmer). Men en kristne bekendelse er en forkastelse af en islamisk bekendelse, og derfor er den tyske tekst, som altså er originalteksten, også korrekt.

I den form står vi ved bekendelsen.

Men bekendelserne er ikke faldet ned fra himlen. De har et eget krav på at blive tolket på ny i vores kontekst. Det er en ansvarlig teologisk opgave. I mødet med muslimer i vor tid forekommer det ikke indlysende at ordet fordømme skulle bibringe noget nyt. I et demokratisk argumentationssamfund kan et sådan begreb ikke aftvinge respekt. Det kan kun teologisk argumenter, hvilket i religionsmødet betyder mission i debat. Den kristne skal stå ved sin bekendelse af Jesus Kristus, Guds søn, og skal på samme tid møde muslimen som et menneske, der også er skabt af Gud og har krav på mig. Vi er bundet af tro på Gud, som Jesu Kristi Fader og kærlighed til næsten, hvordan han/hun end ser ud.

Om islam udgår en større trussel for kristenheden i dag? Ingen tid gentager sig selv. Mødet med islam på reformationstiden er anderledes end mødet med islam i dag. Mødet kan foregå på et andet plan og med andre ord, men den kristne bekendelse af Jesu som Guds søn står fast.

Endelig bør jeg gøre opmærksom på en fejl i spørgsmålet fra ”teologen.dk”: Rigsdagen i Augsburg 1530 er ikke det samme som freden i Augsburg. Freden i Augsburg finder sted som en udløber af den Schmalkaldiske krig, som afsluttes først med Augburger interimet 1548 og endelig finder sin afslutning med freden i Augsburg 1555, som garanterer protestanterne religiøs frihed, hvis de forbliver inde for CA’s rammer. Derved bliver CA – også – til et sikkerhedspolitisk dokument, men det er en anden sag. Dette blot som en korrektion af spørgsmålet

Henning Toft Bro februar 2010

- KØBENSHAVNS STIFT 2009:

Biskop Peter Skov-Jakobsen svarede den 18. juni 2009:

Den augsburgske Bekendelse blev til i 1530 og er en bekendelse der bærer præg af at indeholde en bekendelse om den evangeliske frihed; men det er også et historisk dokument. Det er alt afgørende at man kan kende forskel på, hvad der fortsat er forpligtende, og på det tidsbetingede og det fortidige.

I CA1 fordømmes ”mahometister” (muhamedanere) altså muslimsk troende. Det er interessant at de fordømmes på linje med en række kristne kætterier.

Ofte ridses linjerne skarpt op. Nogle mener at fordømmelsen er en del af den evangeliske forkyndelse og vil kritisere islam, og ikke søge dialog og forståelse.

Andre vil trække fordømmelsen tilbage i håbet om at kunne søge en ægte dialog uden den skarpe tone.

Jeg mener ikke at troskaben mod den evangeliske forkyndelse er ensbetydende med fjendtlighed mod muslimer; og dialogen fører ikke til en udhulning af bekendelsen. På den anden side betyder en bekendelse at man bliver nødt til at afvise bestemte synspunkter, men dialogen sikrer at man ved, hvad modstanderen mener om sig selv.

Når man på Bekendelsens tid hævdede en fordømmelse, så betød det at det kætteri, som mennesker gjorde sig skyldig i, også gav fyrsten ret til sanktioner af økonomisk art og man kunne udsætte undersåtten for tvang, og det var naturligt at se med ringeagt på vedkommende. Det var en magtanvendelse over for undersåtten. En sådan kan naturligvis ikke hævdes i dag. I dag hævder vi trosfrihed og religionsfrihed, og derfor kan Bekendelsens ordlyd ikke længere gælde.

Men den evangeliske påstand kan naturligvis hævdes og fremføres uden vold, trussel, forbandelse og uden nedgørende og nedladende holdning.

Der er ikke tale om dialog eller opgør. Vores kritiske opgør med islam må forgå i en samtale. Vi må kende vores enighed og uenighed og vi må gå ind i de teologiske drøftelser om Guds væsen, kristologiens rolle.

Vi bliver også nødt til at indrømme at det til tider ser ud til at dialogen er vanskelig. Vores fælles historie rummer traumer. Vi kristne må overveje selv-korrektioner for dialogens skyld.

Samtidig må vi indrømme, at der også findes barrierer hos modstanderen der gør den åbne dialog besværlig: islamismen, manglen på accept af religionsfriheden i de islamiske samfund, den islamiske hæmning over for religionskritik og selvrefleksion.

Disse barrierer må dog ikke forhindre os i at tale sammen og være imødekommende over for den anderledes troende.

Der er endnu større grund til samtalen og dialogen og hævdelsen af den evangeliske frihed i den moderne verden end nogensinde før; men den fremføres ikke med vold, trussel, nedladenhed.

Et bekendelsesskrift ændrer man ikke i. Som protestant kender man vigtigheden af at skulle fortolke og kender derfor nok forskellen på det tidsbestemte og på kærnen i den evangeliske frihed!

Peter Skov-Jakobsen 2009

Kaj Bollmann svarede den 16. juni 2009:

Der er flere niveauer i spørgsmålene. Det første handler om, hvorvidt jeg er tilhænger af, at der ændres i bekendelsesskrifternes ordlyd vedr. forholdet til islam og andre religioner.

Dertil er meget enkelt at sige, at jeg ikke går ind for, at vi ændrer nogen af de historiske bekendelsers ordlyd på noget område.

Bekendelsesskrifterne er dokumenter skrevet af bestemte personer i en bestemt historie. Og de skrifter kan vi ikke lave om på. Det er en helt forkert måde at gribe tingene an på. Det ville skade mere end det gavnede, for det ville antyde, at vi skal hen og lave bekendelsesskrifterne om, hver gang vi er i en historisk situation, som bekendelsesskrifterne ikke har forudset. Det skal vi ikke.

Lige så lidt som det er klogt at ændre på grundloven med mindre, der er meget tvingende grunde til det.

Den augsburgske Bekendelse er vores lutherske kirkes grundlov, så at sige. Men det gælder også, at grundlove ikke har forudset alle situationer. Derfor er man nødt til ind i situationen at tolke, hvad der er grundlovens/bekendelsesskriftets kerne, som giver en vejledning til, hvordan vi handler aktuelt. Der er også dele af grundloven, hvor man må sige, at den historiske situation har ændret sig så meget, at dens formulering ikke mere er aktuel. Det betyder ikke, at man skal ændre formuleringen, men man skal foretage det nødvendige tankearbejde, så man kan handle på en måde, der svarer til det reformatoriske hovedanliggende.

Der er i Den augsburgske Bekendelse ikke taget højde for en moderne globaliseret situation med religionsmøde og kulturmøde. Der er ikke taget højde for et sækulariseret samfund, med en ramme, der muliggør plads til flere religioner inden for samme område og samme lovgivning. Der er ikke taget højde for religionsfrihed.

Derfor er det andet niveau i spørgsmålene: hvordan tolker vi i dag den markante lutherske afvisning af islam. Dertil er at svare, at Islam er en anden religion med et andet gudsbillede, et andet syn på, hvordan Gud åbenbares i verden, et andet syn på mennesket, andre grundlæggende værdiforestillinger, osv. osv. end kristendommen. Som kristne tror vi på, at Jesus Kristus åbenbarer Gud for os. Vi tror ikke på de forestillinger om Gud, loven, rent og urent osv, som ligger i den muslimske lære. Derfor må vi naturligvis stadig afvise Islams lære og gøre hvad vi kan for at gøre kristendommen gældende i mødet med Islam. Det gælder her i Danmark og det gælder generelt.

I forhold til Luthers tid lever vi i en situation, hvor det ikke sker ved hjælp af sværdet eller tvangsmetoder, hvad der egentlig svarer bedre til det reformatoriske hovedanliggender, end de barske metoder, som Luther selv kom til at stå for i den konkrete eksistenskamp mod den fremtrængende Islam på den tid. Religionsmødet i dag finder sted gennem dialog og mission. Det er vigtigt at understrege, at dialogen og missionen indeholder gensidig respekt, ellers er den ikke reel. Men respekten udelukker ikke, at man kan forsøge at forklare og overbevise den anden part om sandheden i ens egen tro.

Det tredje niveau er, om vi så stadig skal fordømme Islam? Nej, vi skal ikke fordømme Islam eller nogen anden religion eller noget andet livssyn generelt. Vi skal leve i gensidig respekt. Vi skal forsøge at finde fælles platforme ud fra de værdier, der måske kan tydes som universelle: menneskerettighederne, respekten for skaberværket, respekten for andres liv. Og vi skal altid være villige til samtale med folk af god vilje.

Derimod skal vi uden tøven og med klar stemme fordømme handlinger, der bryder med de fælles grundværdier. Og vi skal være ekstra klare i mælet, når disse handlinger legitimeres religiøst. Aktuelt sker det tydeligst i Islam i den ekstreme politiske islamisme. Men vi har jo også klare tilfælde, hvor det er kristendommen, der føres i marken fundamentalistisk, og såmænd også hinduistisk nationalisme med fatale følger for ikke hinduistiske mindretal.

Det skal vi aldrig acceptere. Her er ordet fordømmelse helt på sin plads. En prøvesten for mig er holdningen til religionsfrihed. Grupper, der står meget på egne rettigheder, men ikke indrømmer andre samme ret, når de selv har magten, er ikke respektfulde i dialogen. Vi må klart fordømme forfølgelse af de kristne, sådan som det finder sted mange steder i verden – lige så vel som forfølgelse af andre tros-mindretal. Vi må klart fordømme overgreb på og nedværdigelse af kvinder i religionens navn. Vi må klart fordømme retlig ulighed mellem grupper på baggrund af religion, køn eller andre former for skel.

Som kristne har vi en forpligtelse til dialogens vej, til næstekærlighed uden skelen til religion, race osv. Det skal vi ikke glemme. Men vi skal også huske, at denne kristne forsoningsvillighed ikke er en villighed til at lukke øjnene for uret.

Kaj Bollemann 2009

- ROSKILDE STIFT 2008:

Biskop Peter Fischer-Møller svarede:

"ISLAM OG ISLAMISME

Islam er igen kommet på avisernes forsider.

Nogle fanatiske fundamentalistiske muslimer havde planlagt at myrde karikaturtegneren Kurt Vestergaard. Heldigvis blev det afsløret og afværget.

I den forbindelse er Muhammed-tegningerne blevet genoptrykt i danske aviser, og vi ser igen billeder af demonstrationer rundt om i verden og dannebrogsflag i brand.

Jeg bliver både vred og ked af det. Og jeg glæder mig over, at der fra mange sider siges klart fra over for den formørkede, fundamentalistiske islam, der omtales som "islamisme". Det er folk, som mener at have patent på sandheden, og som det derfor er umuligt at komme i dialog med. Deres synspunkter skal vi modsige klart og umisforståeligt. Men samtidig skal vi huske, at det kun er en lille minoritet af muslimer, der griber til eller støtter ulovligheder. Og mange danske muslimer har taget afstand fra islamismen.

Jeg mener:

1) Vi har som borgere en almindelig forpligtelse til på tværs af forskelle i tro og meninger at betragte hinanden som medborgere og behandle hinanden ordentligt, og vi har som kristne en skærpet forpligtelse til at genkende hinanden som medmennesker. Også vores muslimske brødre og søstre er omfattet af næstekærlighedsbudet.

2) Islam og kristendom er to forskellige religioner.

Muhammed har tydeligvis kendt til både jødedom og kristendom, og der er således mange fælles historier og en række lighedspunkter mellem de tre store monoteistiske religioner. Men det er klart, at vi tænker og taler meget forskelligt om Gud.

Som kristne bekender vi os til den treenige Gud: Fader, Søn og Helligånd. Vi tror, at den Gud, som er altings ophav og opretholder, kom til verden som et menneske, at Gud én gang for alle har vist sig for os i Jesus, og at Ånden stadig gør Jesu ord og gerning nærværende i vores liv.

Islam betragter Jesus som en stor profet, den største efter Muhammed, men der er en helt afgørende forskel på at betragte Jesus som en profet og at tro på ham som Guds søn.

3) Som kristne er vi forpligtede på mission. Vi skal række evangeliet videre til alle folkeslag. Det er ikke meningen, at vi skal holde Jesu overvældende glædelige budskab om Guds grænseløse og betingelsesløse kærlighed for os selv. Det er til deling. Det lever af at blive delt.

4) Kristendommens kærne er Jesus Kristus. Betydningen af hans ord og gerninger, hans liv og død og opstandelse er vi ikke færdige med at forstå. Det kan udtrykkes på mange forskellige måder. Vi har i vores Bibel fire forskellige evangelier. Vi har i kirken en række forskellige trosbekendelser. Og både Biblen og trosbekendelserne fortolkes forskelligt verden over. At drive mission er en dobbelt bevægelse. Vi rækker evangeliet videre til andre folk, og gennem samtalen med dem om kristendommen, kan der åbne sig nye perspektiver, så vi i fællesskab kan blive klogere på, hvad evangeliet rummer. I samtale med muslimer kan vi sekulariserede velfærdsdanskere f.eks. genopdage at daglige ritualer er vigtige for at gøre religionens betydning nærværende for den enkelte, ligesom Karen Blixen af sin muslimske tjener Farah kunne blive mindet om at Gud er stor – større end mange af os normalt går rundt og forstiller os.

5) Evangeliet overgår vores ord og formuleringer. De trosbekendelser, som er en del af vores kirkes bekendelsesgrundlag er skrevet af mennesker på et bestemt tidspunkt og afspejler den tid, de er skrevet i. Det gælder også Den Augsburgske Bekendelse fra 1530, hvor vi finder de skarpe ord om at "fordømme muhamedanerne". Bekendelsen er formuleret få år efter at tyrkiske hære havde belejret Wien og spredt skræk og rædsel i Centraleuropa. Vi kan ikke lave om på historien. Og vi skal ikke ændre på vores bekendelsesskrifter. Men vi skal ikke kritikløst gentage gamle formuleringer ude af deres sammenhæng. Det er netop, hvad fundamentalister gør, når de holder sig til en bogstavelig læsning i stedet for at påtage sig ansvaret for at fortolke traditionen.

Som sagt finder jeg det bydende nødvendigt umisforståeligt at tage afstand fra islamismen, men jeg finder jeg det forfejlet og forkert at gentage generelle fordømmelser af islam her i 2008.

Islam og menneskerettigheder

Jeg har i debatten i forbindelse med det igangværende bispevalg understreget behovet for en nuancering i vores syn på Islam. Lige så klart og skarpt vi skal tage afstand fra den voldelige fundamentalistiske islamisme, lige så vigtigt er det at vi er åbne for en dialog med de mange mere moderate muslimer vi møder. Jeg har udfoldet synspunktet bl.a. på min blog www.fischer.troetikeksistens.dk

Sognepræst Torsten Dam-Jensen bryder sig tydeligvis ikke om synspunktet. Det fremgår af hans debatindlæg i Dagbladet d. 22/3. Da han imidlertid ikke præciserer sine indvendinger, men nøjes med nogle almene mishagsytringer, er det vanskeligt at forholde sig sagligt til den del af hans kritik.

Til gengæld refererer TD-J en meningsudveksling ved det sidste bispe-debat-møde i Hørve d. 10/3 om undertrykkelse af kristne i lande med muslimsk befolkningsflertal, som kræver en præcisering.

Det er rigtigt, at jeg nævnte Indonesien – jeg kunne også have nævnt Tyrkiet - som eksempel på et land med muslimsk befolkningsflertal, hvor forholdene for de religiøse minoriteter er mere tålelige end i de lande, der oftest – og også af TD-J - fremhæves i denne sammenhæng: Saudi-Arabien, Iran og Somalia. Det er ikke fordi jeg vil idyllisere menneskerettighedsforholdene i Indonesien eller Tyrkiet, men fordi jeg finder det forkert at skære alle muslimer og alle muslimske samfund over en kam.

Efter min mening skal der overalt klart siges fra overfor menneskerettighedskrænkelser herunder forskelsbehandling og undertrykkelse på grund af religiøs overbevisning. Det er en politisk opgave, og en opgave vi som demokratiske borgere må påtage os, hver gang vi hører om forfølgelse og undertrykkelse af mennesker på grund af deres tro.

Men vi kan ikke uden videre holde vores muslimske landsmænd ansvarlige for hvad autoritære regimer i Mellemøsten eller grupper af religiøse fanatikere i Indonesien foretager sig. Eller rettere: netop ved at være i dialog med de mange muslimer herhjemme, der er demokratisk indstillede, og som gerne vil deltage i samtalen om ligheder og forskelle vores religioner imellem, har vi mulighed for at støtte de muslimer, der også i andre lande kæmper imod undertrykkelse af religiøse minoriteter og for respekt for menneskerettighederne.

Vi har selvfølgelig også en pligt til som kristne at hjælpe vores kristne brødre og søstre rundt om i verden og specielt steder, hvor de lever og arbejder under svære vilkår. Således valgte vi her i provstiet for 3 år siden som vores fælles Ydre Missions Projekt at samle ind til SAT 7, et økumenisk samarbejde om drift af en kristen arabisk radiostation, der sender til Mellemøsten og Nordafrika med henblik på at støtte de lokale kristne menigheder og fremme dialogen mellem kristne og muslimer."

Peter Skov-Jakobsen 2008

Poul Joachim Stender svarede:

"Man skal ikke i en offentlig debat nogensinde bruge ordet fordømme, når man taler om, hvordan kristne skal forholde sig til islam. Det er et ord, der uundgåeligt bliver misforstået. Derimod skal man bruge ordet modsige. Som kristne skal vi elske muslimen. Men vi skal modsige islam. Det er simpelt hen en pligt at modsige islam, fordi Kristus har givet os en befaling om at missionere.

Når jeg siger, at vi skal elske muslimen gør jeg det ud fra skabelsestanken (alle mennesker er jo skabt af Gud) og ud fra kristendommens eneste bud: "du skal elske din Gud og din næste som dig selv". Det ligger i kristendommens grundkerne, at vi skal elske vore medmennesker, ja selv vore fjender, for selv de er mennesker før alt andet. Men det betyder ikke, at vi skal elske det fjenden tror på. Analogt kan man sige, at et kristen menneske har pligt til at elske muslimer, men det forhindrer bestemt ikke, at man kan tage afstand fra islam.

Fortællingen om "Den barmhjertige samaritan" i Det nye Testamente tydeliggør min pointe:
Samaritaneren hjælper en forslået og hjælpeløs mand. Manden er sandsynligvis jøde.
Jøder og samaritanere var trosmæssigt uenige. De kunne på det plan ikke udstå hinanden.
Alligevel hjælper samaritaneren manden tilbage til livet; men derfor bliver de to, hvad troen angår, ikke enige.

Men selv om man ikke skal bruge ordet fordømme, når man taler om islam, så er det ikke ens betydende med, at ordet skal fjernes fra Confessio Augustana.

For det første mente reformatorerne ikke med ordet fordømme, at hverken manikæerne, valentinianerne, arianerne, eunomianerne eller muhamedanerne skulle forfølges med sværd, mord og brand. De var ikke ude i et verdsligt eller politisk anliggende. Der var tale om en salighedssag. En åndelig kamp. Derfor er vi på linje med reformatorerne, når vi i dag mener, at det kritiske opgør med islams lære skal foregå gennem samtale.

For det andet ændrer man ikke ordlyden i historiske skrifter. Der er også mange ord og vendinger i biblen, der kan støde folk. Skulle disse ord modificeres for at tilpasse sig tidens smag? Nej, ordene skal fortolkes og forklares, så deres indhold bliver tydeligt for nutiden.

For det tredje kan Danmark ikke begynde, at ændre i et bekendelsesskrift uden at alle andre lutherske kirker er med i disse ændringer. Bekendelsesskrifterne er vor fælles grundlag.

Jeg har en drøm, om at muslimerne i de lande, hvor de kristne forfølges, må elske den kristne ligesom vi skal elske muslimen. I masser af muslimske lande er det forbundet med straf, død, psykiatrisk behandling, fratagelse af borgerrettigheder, hvis man konverterer fra islam til kristendommen. Andre steder forfølges de kristne systematisk. Det jeg drømmer om er, at de kristne bliver behandlet med kærlighed og respekt. Får lov til at tilbede Kristus. Får lov til at opføre kirker og gå til gudstjenester. Alt dette er jo ikke ensbetydende med, at muslimerne ikke kan yde åndelig modstand mod kristendommen og prøve at overbevise de kristne om, at vi har taget fejl og at de har ret. Ligesom os vil de også gerne missionere.

Derfor må det lyde til de kristne: elsk muslimen, modsig islam og til muslimerne: elsk den kristne, så er det ok at modsige kristendommen. I dette åndelige modspil skal vi møde hinanden uden terror og drab og fordømmelse."